Bedre end sit rygte? Folkekirken leverer og har europæisk rekordtilslutning

Af: Andreas Benjamin Schmidt

Der fortælles mange historier om medlemsflugt fra en blødende folkekirke. Men medlemstallene for etniske danskere er blandt de højeste i Europa, og Den danske Folkekirke anses som både omstillingsparat og rummelig. Ifølge forsker er der mindre krise i folkekirken, end man umiddelbart kunne tro – men der findes bestemt også arge modstandere.

Det er et faktum, at der gennem mange år har været en lille, men nogenlunde konstant nedgang i medlemsprocenten i den danske folkekirke. 1. januar 2022 var 73,2 % af hele befolkningen i Danmark medlem, mens tallet i 1990 var 89,3 %.

Nedgangen er åbenlys, hvis man udelukkende måler på, hvor stor en andel af den samlede befolkning, der er medlem af folkekirken. En sådan måling kan dog også være med til at skabe et unuanceret billede. For størstedelen af medlemstabet i folkekirken kan tilskrives den demografiske udvikling, og Den danske Folkekirke har netop oplevet det laveste antal udmeldinger i 15 år, viser nye tal fra Danmarks Statistik (DST).

Danmarks befolkning er siden 1990 vokset med over trekvart millioner, hvilket hovedsageligt tilskrives indvandrere og efterkommere, som står for 85 % af den samlede befolkningstilvækst i perioden. I 1990 udgjorde andelen af indvandrere og deres efterkommere kun 4 % af befolkningen, mens andelen i 2022 er vokset til 14 %. Heri ligger en ofte overset, men afgørende pointe.

Kilde: Danmarks Statistik.


Blandt indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, som er den befolkningsgruppe, der siden 1990 har haft den største stigning i befolkningstallet, er andelen af medlemmer i folkekirken på blot 3 %, men når det gælder personer af etnisk dansk herkomst, er tallet hele 85 % – og det kan ifølge tal fra Swiss Metadatabase of Religious Affiliation in Europe kaldes europæisk rekord. Tallene bekræftes også af Ph.d. i religionssociologi og Professor ved Afdeling for Religionsvidenskab på Aarhus Universitet, Lene Kühle.

”Det kan i hvert fald blive svært at modbevise. Der findes ikke nogen særligt tjekkede opgørelser, og selv om de også oplever høj tilslutning i Finland, hvor det for øvrigt også går nedad med medlemstallet, så er der ingen tvivl om, at tilslutningen i Danmark er usædvanligt høj.”

En dobbeltdemografisk udvikling
Ifølge religionssociolog Peter Luchaü skal faldet i medlemstallet blandt andet ses som et udtryk for, at Danmark har fået et mere komplekst religiøst landskab som følge af indvandring, men han mener dog ikke, at faldet kan forklares med indvandringen alene.  

”Det er klart, at der er en dobbeltdemografisk udvikling. For det første er der dét med befolkningstallet, men tager man ikke-etniske danskere ud af regnestykket, vil man stadig se et reelt fald, for der dør simpelthen flere ud af folkekirken, end der bliver døbt ind i den,” forklarer han og uddyber:

”Der bliver hele tiden færre etniske danskere, fordi vi får færre børn. For det andet er der en diskrepans imellem de årgange, som dør nu, hvor tæt på 100 % var medlemmer af folkekirken, og nutidens årgange, hvor kun 60 % bliver medlemmer – hvis det da overhovedet er så meget”, siger han.

Som det ser ud i dag, er cirka 90 % af de danskere, der dør, medlemmer af folkekirken, mens andelen af nyfødte, der bliver døbt – og dermed medlemmer af folkekirken – er helt nede på 52 %, viser de seneste tal fra Folkekirkens Videns- og Udviklingscenter. Dåbsprocenten har altså været i frit fald siden 1990, hvor otte ud af ti nyfødte blev døbt, mens det i dag kun gælder godt hver anden.

Solid uvidenhed og politisk interesse
Der har længe været en nogenlunde konstant nedgang i medlemstallet i Folkekirken, men ser man bort fra tilslutningen blandt indvandrere, som af religiøse årsager oftest hverken er eller bliver medlem af folkekirken, og i stedet alene ser på etniske danskere, er tilslutningen bemærkelsesværdigt stor.

85 % af de etniske danskere er fortsat medlem af folkekirken, og selv om en faldende dåbsprocent på sigt truer med at få medlemstallet til at falde yderligere, findes der stadig 228 sogne ud i alt 2.158, hvor medlemsprocenten er på mindst 89,3 % – det samme som landsgennemsnittet i 1990.

Medlemsprocent blandt etniske danskere i folkekirkens 102 provstier. Provstierne omfatter i gennemsnit ca. 20 sogne. Kilde: Kirkeministeriet og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

Der er således stor forskel fra sogn til sogn og mellem land og by. I Tingbjerg sogn i Københavns Kommune er kun 14 % medlemmer af folkekirken, mens tallet på Mandø i Esbjerg Kommune – hvor der godt nok også kun bor omtrent 40 mennesker – er på 100 %. At historier om medlemsflugt alligevel fylder i mediebilledet, er der ifølge religionssociolog Peter Luchaü flere grunde til.

”Det er en god blanding af solid uvidenhed og politisk interesse. For det første er der intet så motiverende som en god undergangshistorie. For det andet, så forstår man helt fundamentalt ikke tallene. Det er jo ikke noget, som man har gidet at forske i, og man har heller ikke villet snakke om, hvad tallene egentlig betyder og står for,” siger han.

Karen Marie Sø Leth-Nissen er vidensmedarbejder i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV), og hun kan næppe klandres for, at hun ikke har gidet at forske i, hvad tallene betyder og står for. De seneste to år har hun således været med til at foretage to omfattende undersøgelser af befolkningens forhold til folkekirken.

Hun fortæller, at der er flere forskellige grunde til, at så relativt stor en del af befolkningen fortsat er medlem af folkekirken. I en stor spørgeskemaundersøgelse med mere end 4.000 forskellige respondenter spurgte FUV blandt andet om de årsager, som lå til grund for de adspurgtes medlemskab af folkekirken. De havde ti forskellige grunde som svarmuligheder og måtte vælge så mange, de ville.

”De valgte ikke kun én, men i gennemsnit fire-fem gode grunde til at være medlem, og det sikrer et mere stabilt medlemskab. De finder især mening i medlemskabet på grund af deres tilhørsforhold til familien, nationen, kristendommen og samfundsstrukturen – fire kollektive identiteter, der er vævet sammen med medlemskabet, og som rammesætter livet. For mange handler det også om at føle sig dansk, og at man synes, at det er dejligt at komme til ritualer i folkekirken. Hvis først man er døbt ind i folkekirken som spæd, bliver man oftest hængende, til man dør. Det er det mønster, vi har set indtil nu. Men vi kan ikke vide, hvordan det kommer til at udvikle sig i de kommende årtier.”

Bemærkelsesværdigt stabilt medlemstal
Det er ikke kun i Danmark, at medlemstallet falder i de store statslige kirker. Men sammenlignet med resten af Europa har Den danske Folkekirke et bemærkelsesværdigt stabilt medlemstal, og der er ikke mange andre lande, som kan prale af en lige så stor tilslutning som i Danmark. At sekulariseringen stiger og religion forsvinder, er ifølge Karen Marie Sø Leth-Nissen en fortælling, som fylder i det meste af den vestlige verden.

”Men der er også flere og flere forskere, der begynder at sige: jamen, det er altså mere komplekst end som så. Nogle typer af religion forsvinder, nogle typer af religion stiger. Religion, der for eksempel er organiseret i store kirkesamfund, forsvinder, mens en form for mere individualiseret religion – fx det, vi kalder spiritualitet – stiger. Men i Danmark og i Norden har vi stadig en stor tilslutning til de store gamle folkekirker og statskirker,” siger hun og fortsætter.

”Det hænger uløseligt sammen med, at folkekirken og de andre store nordiske trossamfund både er trossamfund og kulturinstitutioner. De er tæt sammenvævet med stat og lokalsamfund. For eksempel er folkekirken jo ikke bare til stede geografisk igennem sognestrukturen i hele landet og ved at være den instans, der forvalter folkeregistre. Folkekirken er også til stede i en række andre institutioner på tværs af samfundet: universiteter, fængsler, hospitaler og forsvar. Folkekirken er simpelthen vævet sammen med stat og samfund på alle mulige forskellige måder. Jeg er ikke så bekymret for folkekirken, for folkekirken har vist sig at være utroligt god til at tilpasse sig individualiseringen.”

Folkekirken på Finansloven

Folkekirkens økonomi drives i langt overvejende grad af kirkeskatten, men den danske stat bevilger også årligt trekvart milliarder kroner, hvilket kan anses som problematisk.

Af: Andreas Benjamin Schmidt

Sidsel Kjems er Ph.d. i adfærdsøkonomi og har med tyve års erfaring fra blandt andet Finansministeriet og Københavns Kommune indgående kendskab til den offentlige sektor, lovgivningsprocesser, finanslovsudarbejdelse og politisk betjening. Mens hun var ansat i Finansministeriet undrede hun sig over, at bevillingerne fra staten til folkekirken umiddelbart ikke var til diskussion. Det gjorde hende interesseret i at dykke ned i folkekirkens økonomi, som hun i 2013 lavede en Ph.d.-afhandling om.

”Man valgte af historiske årsager, at en del af præsternes lønninger og pensioner skal betales direkte af staten, men jeg har aldrig fundet frem til en lovtekst, som forklarer hvorfor, man valgte det. Man kunne egentlig bare have bestemt, at det hele skulle betales af kirkeskatten.”

At kirkeskatten alligevel blev indført, tolker Sidsel Kjems som en pragmatisk løsning på, at folkekirken manglede penge i årene efter 1. verdenskrig.

”Kirken var igen en forholdsvis fattig organisation i 1940erne og 50erne, og noget skulle gøres, mente den daværende kirkeminister. Derfor valgte man at lave en delvis finansiering af præsternes lønninger over finansloven. Måske var det simpelthen fordi, at så stor en del af befolkningen var medlem af folkekirken dengang, at man ikke overvejede om det var problematisk at betale præsternes lønninger over finansloven.”

I dagens Danmark kan kirkeskatten til gengæld anses som en problematisk størrelse.

”Det er et helt emne i sig selv, at man uddelegerer en beskatningsret til en organisation, som på en og samme tid er offentlig og privat. Man kan ikke sige entydigt, om folkekirken er offentlig eller privat, for den er begge dele og falder ligesom uden for kategori. Staten betaler i omegnen af 800 mio. kr. om året, men hvad er det så for nogle opgaver, som folkekirken løser for samfundet? Det er jo et kæmpe spørgsmål i sig selv, men hvis nu folkekirken ikke fandtes, så ville det være opgaver, man alligevel skulle løse. Uanset hvis folkekirken ikke fandtes, så ville man nok vedligeholde de gamle kirker, fordi der er tale om bygninger, der er meget gamle i dansk henseende. Men hvad koster de at vedligeholde om året, når vi taler kulturarv, det kan jeg ikke svare klart på, fordi det har folkekirken ikke selv opgjort.”

Registrering via NemID
Sidsel Kjems mener heller ikke, at statstilskuddet kan retfærdiggøres af, at folkekirken også løser forskellige opgaver for staten, blandt andet som officiel begravelses- og personregistreringsmyndighed.

Kirkeministeriet har tidligere oplyst, at sidstnævnte udgør en værdi af omkring 100 millioner kroner, når man omregnede det til arbejdstimer.

”Spørgsmålet er, om det er rigtigt stadigvæk. Det er ikke så mange år siden, at de lavede den opgørelse, men man kan alligevel godt tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved, om man i dag ville opretholde et system, hvor alle nyfødte børn skal indregistreres via folkekirken, uanset om man er muslim eller ateist eller andet. Hvis det foregik igennem kommunerne, ville man muligvis gøre det lidt anderledes. Nu om dage kunne det jo godt være noget, som man simpelthen bare bad forældrene om at skrive ind via NemID. Så at det koster 100 millioner kroner, er både rigtigt og ikke rigtigt, for man ville givetvis ikke gøre det så manuelt, hvis personregistreringen lå et andet sted end i folkekirken.”

Medlemskontingent på 1.662 kr. om året

Af: Andreas Benjamin Schmidt

Folkekirken bliver hovedsageligt finansieret gennem kirkeskat, der opkræves fra folkekirkens medlemmer. Dette medlemsbidrag er langt den største indtægtskilde og udgør omkring 79 % af folkekirkens økonomi, mens indkomster fra kirkegårde, betaling for gravsteder mv. udgør omkring 12 %. De sidste 9 % stammer fra statens tilskud.

I 2020 var finanslovsbevillingen til folkekirken på 857 mio. kr. Størstedelen af midlerne gives som tilskud til løn og pension til præster og provster, men statens understøttelse udgør kun omtrent en tiendedel af folkekirkens økonomi, hvor langt størstedelen af pengene kommer fra kirkeskatten. Folkekirken modtager hvert år et tilskud fra staten. Det betyder, at samtlige skattepligtige borgere og virksomheder i et vist omfang bidrager til folkekirken. Pengene fra staten går primært til præsters, provsters og biskoppers løn. I gennemsnit bidrager man som dansk statsborger årligt med 147 kr. til den danske folkekirke gennem finansloven.

Statens bevillinger udgjorde i 2020 857 mio. kr. og blev fordelt således:

Tabel 5:


STATENS BEVILLINGER TIL FOLKEKIRKEN I 2020
 
Mio. kr.Procentandel
TILSKUD TIL LØN TIL PROVSTER OG PRÆSTER
500  58%
PENSIONER TIL PRÆSTER OG PROVSTER
219 26%
DRIFT AF KIRKEMINISTERIETS DEPARTEMENT
37 4%
PENSIONER TIL PRÆSTER I FOLKEKIRKELIGE ORGANISATIONER      
     
26   3%
DANSK KIRKELIG VIRKSOMHED I UDLANDET
26 3%
TILSKUD TIL ISTANDSÆTTELSE AF KIRKER M.V.
22                           3%
LØN TIL BISKOPPER         
11                            1%
KOMPENSATION FOR UDGIFTER VEDR. NAVNELOVEN   
9 1%
FORSKELLIGE MINDRE TILSKUD                                                                      3 0%
MINDELUNDEN, DE KGL. BEGRAVELSESKAPELLER MV.
3 0%
BEVILLINGER I ALT
857                    100%

Kilde: Statsregnskab 2020.


Prisen for medlemskab svinger
Et medlem af folkekirken betaler henholdsvis en lokal kirkeskat og en landskirkeskat, som tilsammen udgør det, vi i daglig tale kalder kirkeskatten. Den lokale kirkeskat fastsættes af det lokale provstiudvalg, mens landskirkeskatten fastsættes af kirkeministeren i sammenhæng med fastsættelse af fællesfondens budget.

I 2020 betalte folkekirkens medlemmer:
• 5,955 mia. kr. til de lokale kasser (lokal kirkeskat)
• 1,193 mia. kr. til fællesfonden (landskirkeskatten)

Den samlede kirkeskat i 2020 på 7,148 mia. kr. svarer til, at det enkelte medlem i gennemsnit betalte omkring 1.662 kr. til folkekirken. Dette tal kan dog svinge en del, da skatteprocenten afhænger af, i hvilken kommune man er bosat. I Gentofte Kommune var kirkeskatteprocenten i 2020 på 0,39 %, mens den var 1,30 % på Læsø. I gennemsnit går 0,87 % af et medlems indkomst til kirkeskat.

2.339 danske kirker
I Danmark har vi 2.339 kirker i 2.169 sogne, som er fordelt på 107 provstier og ti stifter. Staten betaler 40 procent af lønnen til de 1.892 præstestillinger på finansloven, hvor de er ansat som tjenestemænd. Til gengæld er det kirkeskattemidler, som finansierer vedligeholdelsen af de danske kirker, lige som kirkeskattemidler langt de fleste steder betaler for begravelse. Derudover står folkekirken for personregistrering af alle, der bor i landet – uanset om de er medlem af folkekirken eller ej.

Biskoppen og ateisten

Koster folkekirken alt for mange penge, og hvad betyder den for åndeligheden i samfundet? Det kommer formanden for Ateistisk Selskab og biskoppen i Fyens Stift med bud på.

Af: Andreas Benjamin Schmidt

Biskoppen: Tine Lindhardt er biskop i Fyens Stift og således øverste myndighed i såvel kirkelige som administrative anliggender i Fyens Stift. Som øverste gejstlige myndighed fører biskoppen tilsyn med, hvordan stiftets præster varetager deres embede. Biskoppen kan godkende mindre ændringer i folkekirkens liturgi og ritualer, og hun kan godkende, at kirker bruges til andet end gudstjenester og kirkelige handlinger. Biskoppen har en væsentlig formidlingsopgave mellem folkekirken og det øvrige samfund, og hun kan tage initiativer af enhver art, der støtter og fremmer det kirkelige liv i stiftet. Foto: Ard Jongsma
Ateisten: Anders Stjernholm er formand for Ateistisk Selskab, som er en politisk interesseforening, der arbejder for et sekulært samfund. Anders Stjernholm er uddannet journalist og har blandt meget andet virket som TV-vært og foredragsholder, været stedfortræder i Folketinget for Alternativet og har udgivet bogen ”Du er jo ateist” – og så er han komiker med flere succesrige stand up-shows på sit CV, men han ser bestemt ikke noget sjovt i Den danske Folkekirke. Foto: Andreas Benjamin Schmidt

Får Folkekirken særbehandling i Danmark?

Stjernholm: ”Ja. Problemet starter allerede ved ordet særbehandling. Det første og vigtigste er ulighed. Folkekirken er et symbol på ulighed. Den har nogle privilegier, som andre religioner og livssyn ikke har. Hvorfor skal noget have særbehandling, fordi det er størst? Så kunne andre også stå og sige, at vi har brug for særbehandling, fordi vi er mindst. Fx kunne de asa-troende komme og sige, vi er det mindste trossamfund i Danmark, så vi skal have særbehandling. Jeg er ligeglad. Der er da ikke nogen, der skal have særbehandling, vi skal da være lige.”

Lindhardt: ”At vi er skrevet ind i Grundloven er ikke noget, som giver folkekirken voldsomme særlige privilegier ud over og frem for andre. Der er også ordnede forhold for andre religiøse trossamfund, og enhver har jo ret til at udøve sin tro og sin religion, på samme måde som man har som kristen.”

Hvorfor er det en udbredt opfattelse, at Folkekirken koster staten en masse penge?

Stjernholm: ”Fordi Folkekirken modtager 750 millioner kroner fra staten hvert år, men allervigtigst også kirkeskatten, som bliver indsamlet af staten. Der er slet ingen tvivl om, at kirkeskatten er en kæmpe fordel for folkekirken. Hvis folkekirken skulle sende en regning ud i januar, hvor den sagde ”tusind tak for dit medlemskab, det bliver lige 0,8 procent af din løn”, så ville 30 procent af os smide den regning i skraldespanden, og det ville koste folkekirken to milliarder kroner om året.”

Lindhardt:”Det er helt rigtigt at staten betaler 40 procent af lønnen til de 1.892 præstestillinger, der er på finansloven. Til gengæld får staten meget andet tilbage. Det er fx kirkeskattemidler, der finansierer vedligeholdelsen af vores kirker. Folkekirken varetager også forskellige opgaver for staten som officiel personregistrerings- og begravelsesmyndighed i Danmark. Det er kirkeskattemidler, som de allerfleste steder betaler for begravelsesvæsen bortset fra de steder, hvor man har kommunale kirkegårde. Folkekirken står også for grundregistrering af alle, der bor i landet, uanset om de er medlem af folkekirken eller ej. Når man gør det regnestykke op, så går det i hvert fald som minimum lige op, og måske endda sådan, at kirken giver mere, end den modtager i præstelønninger.”

Stjernholm: ”Bertel Haarder estimerede, at den personregistrering, som folkekirken varetager – bortset fra i Sønderjylland – var 100 millioner værd, men det var et tal, som han hev ud af den blå luft. Hvad det i virkeligheden præcist koster, er der ingen, der ved. Det tal findes slet ikke. Og jeg er også fløjtende ligeglad. Det er jo meget lidt i det store hele, og det er mere principielt, at det burde være i kommunale hænder. Folk, der er asatroende, muslimer, ateister eller lignende, burde ikke ned og registrere det i kirken, og kirken skal ikke sidde på den database. Jeg tror, vi kunne få TDC til at give os penge for at stå for det, for den database er jo mange penge værd. I forhold til vedligehold af bevaringsværdige bygninger bad tidligere kirkeminister Mette Bock Kirkeministeriet om at lave et regnskab over, hvad det kostede for folkekirken at stå for bygningsbevarelse, begravelser og personregistrering, og der gik det nogenlunde lige op med det tilskud, som folkekirken modtog fra staten. Men den køber jeg ikke. I deres udregning var det cirka dobbelt så dyrt at bevare danske kirker som de svenske. At folkekirken er med til at bevare den danske kulturarv ved bygningsbevarelse, er heller ikke et argument, når det er Folkekirken selv, der bruger de samme bygninger.”

Hvad tænker du om, at man i alle andre trossamfund kan få lov til at trække sit medlemsbidrag fra, men at man ikke kan det med kirkeskatten?

Lindhardt: ”At til gengæld vil et medlemsbidrag til andre kirkesamfund ofte være højere end kirkeskatteprocenten. Hvis man for eksempel tilhører en af frikirkerne og man dér skal have mulighed for et menighedsliv og for at ansætte præster med mere, så vil medlemmerne ofte skulle betale noget mere i medlemsbidrag, end man som folkekirkemedlem betaler i kirkeskat. Og så synes jeg egentlig, at det er meget fair, at medlemmer af andre trossamfund kan trække medlemsbidraget fra i skat.”

Stjernholm: ”Folkekirken skal være noget så velkommen til at få den mulighed i stedet for kirkeskatten. Det ville jeg klappe i mine hænder over. Men tro mig, det vil de fandeme ikke, for de ved godt, at kirkeskatten er to milliarder kroner værd. Jeg synes, at skattefordele til religiøse organisationer er dybt problematiske og slet ikke burde eksistere. Religiøse foreninger burde behandles som alle andre foreninger. Det føles tæskeåndssvagt, at vi giver en milliard kroner i skatterabatter til foreninger, der modarbejder ligestilling, LGBT-rettigheder og så videre.”

Hvilken betydning har det sociale arbejde, som Folkekirken varetager i det danske samfund?

Lindhardt: ”Kirken taler med rigtig mange ensomme, mennesker der trænger til nogen at snakke med, unge som ældre. Og vi står ikke i døren og spørger, om du er medlem af folkekirken – vi taler med de mennesker, der søger os. Tilsvarende går folkekirken også ind og understøtter diakonalt arbejde, fx når der kommer flygtninge eller migranter hertil.”

Stjernholm: ”Det er rigtig fint, at der er et sted, hvor du kan komme hen, hvis du er hjemløs eller på anden måde besværet. At du kan tale med nogen og ved, at vedkommende har tavshedspligt og gerne vil høre på dig. Det er smadderfint, at kirkerne er klar på at hjælpe de her mennesker, og det har også alle dage været en religiøs strategi at tage sig af dem, der har det dårligst, for det er dem, der nemmest kan overtales til dit trossystem. Og jeg er sikker på, at der er rigtig mange præster derude, der er villige til at gøre det for folk uden at prøve at snige troen ind, men der er så også nogle, der ikke vil. Men du kunne lave den samme ordning, hvis vi havde lokale ”flinke fyre”, som måske var uddannet i lidt psykologi og lidt sagsbehandling, som man kunne komme ned og tale med. Det ville koste én milliard om året i stedet for otte. Så ville du virkelig få rigtig meget flink fyr, rigtig meget sagsbehandling og rigtig meget hjælp til de mennesker ud af det.”

Hvilke fordele eller ulemper ville der være ved en adskillelse af kirke og stat?

Lindhardt: ”Nogle siger, at det for kirkens skyld ville være godt, hvis man adskilte staten fra kirken, for så kunne kirken blive fri og uafhængig af staten, der bestemmer. Og tilsvarende siger nogle også, at set fra statens side, ville det være en fordel med en adskillelse, fordi så ville staten ikke blive beskyldt for at favorisere en folkekirke. Jeg hører til dem, der synes, at det er en fordel for såvel kirken som staten, at vi har en folkekirke og ikke har adskilt stat og kirke. For kirken er det en fordel at være en folkekirke, fordi det giver kirken en selvfølgelighed i samfundet og gør kirken til en del af det almindelige samfund. For staten er folkekirken en fordel, fordi folkekirken giver meget tilbage til samfundet. Det diakonale for eksempel, som jeg har nævnt, men nok så meget et rum til at tale om store ting, om ånd og liv og død og tro og håb. Jeg tror, at vi mennesker har behov for at høre store ord, som vores små ord kan tage bolig i og hente styrke fra. Det kan man i kirken.”

Stjernholm: ”Jeg synes, det ville være en fordel, fordi jeg er idealist. Så kunne kirkerne ellers få lov til at konkurrere om, hvordan de lokker folk ind. Jeg tror, at de i dén grad ville være på den. Folkekirken lokker jo folk ind ved at gå på vanvittige kompromiser med religionen. Man behøver jo ikke engang at tro på Jesus for at være medlem.”




”De store følelsers rum”

Babysalmesang er blevet kaldt folkekirkens største succes i nyere tid. I Århus Domkirke deltager Astrid Aveland med sin datter, selv om hun ikke ”er troende som sådan”.

Astrid Aveland er et bevis på, at babysalmesang er for alle. Datteren Elida Marie er ikke døbt.
Foto: Andreas Benjamin Schmidt.

Af: Andreas Benjamin Schmidt

Med 93 meter i længden er det landets længste kirke. Men selv om der er tomt på de endeløse rækker af kirkebænke fra hovedindgangen og op gennem Aarhus Domkirke, er det tydeligt at høre, at en gruppe meget unge kirkegængere har samlet sig nede bag alteret, hvor der er babysalmesang hver mandag og torsdag formiddag. Her mødes babyer og forældre på fire forskellige hold med plads til 12 babyer og lige så mange forældre på hvert hold – og holdene bliver hurtigt fyldt op, fortæller kirke- og kulturmedarbejder i Aarhus Domkirke, Kirsten Margrethe Bach.

”Holdene kører hele året rundt. Vi har opstart fire gange om året, og de er faktisk altid fulde. Så det er jo lige omkring 200 babyer, vi har til salmesang om året. Det er ikke fordi, at vi har en superlang venteliste, men de bliver fyldt, og så er der måske et par stykker, som lige venter til næste gang tre måneder senere eller prøver i en anden kirke. Det er noget, der findes i næsten alle kirker.”

Plads til alle
Babysalmesang er blevet kaldt folkekirkens største succes i nyere tid, og selv om aktiviteten blev mødt med en del skepsis i starten, er der ikke længere nogen, som griner af babysalmesang. I dag opfattes det som et helt almindeligt kulturtilbud, mener Kirsten Margrethe Bach.

”Det er som om, at lige præcis med babysalmesang er det lykkedes Folkekirken at komme ud over de fordomme og forestillinger, som vi jo tit løber ind i med dét, vi laver. Her er det blevet en helt almindelig ting at gå til, lige som man går til babysvømning og rytmik.”

Hun er cand.mag. i musikvidenskab og dansk og har derudover en bachelor i sang, musik og pædagogik fra musikkonservatoriet. Det er hende, som varetager torsdagsholdene med babysalmesang i Aarhus Domkirke, og hun oplever, at deltagerne er meget forskellige.

”Det er mit indtryk, at der både kommer troende og ikke-troende. Og det vil vi også meget gerne have – at der er plads til alle, og at alle ved, at man er velkommen uanset tilhørsforhold til kirken.”

I dag har 10 babyer og deres mødre taget plads på gulvet bag alteret, hvor der er lagt madrasser, tæpper og puder frem. At ligge på gulvet i en middelalderkirke fra 1200-tallet lyder umiddelbart som en kold fornøjelse – især nu, hvor det efter en ellers usædvanligt varm november er blevet vinter, den første sne er faldet, og temperaturen udenfor har lagt sig lige omkring frysepunktet. Men det lader til, at de stigende el- og varmepriser er glemt for en stund, for der er ikke koldt på gulvet i den gamle domkirke. Der er skruet godt op for varmen, for kirkerummet skal være rart at komme i for landets alleryngste kirkegængere.

Tilknytning mellem forælder og barn
Inden de går i gang med babysalmesangen, skal det lige sikres, at alle babyer har en tør ble og er blevet tanket op med mælk og mos, mens mødrene kan forsyne sig med friskt brød, kaffe eller te. Listende på strømpefødder, småsludrende med en kop kaffe i den ene hånd og en baby på armen, indfinder gruppen af mødre og børn sig lidt efter lidt på gulvet.

Med et slag på sin triangel, frembringer Kirsten Margrethe Bach en krystalklar og klingende lyd, der bliver hængende i luften og indikerer, at nu starter babysalmesangen.

Det er mildest talt forbløffende, at så mange babyer kan være så stille. De er tydeligt betagede af den smukke sang, de sjove instrumenter og de fagter, som Kirsten Margrethe Bach tryllebinder sit helt unge publikum med.

En enkelt baby synes, at korlederens instrument er så spændende, at hun med imponerende hurtighed formår at kravle helt tæt på trianglen for at undersøge den nærmere, men det er vist ikke meningen, at trianglen skal skifte hænder lige nu. Hendes mor løfter derfor den lille pige ganske blidt tilbage på det tæppe, hvor hun kort forinden befandt sig. Det varer dog ikke mere end ti sekunder, før hun igen sidder ganske få centimeter foran trianglen og atter stirrer lige dele forundret og lykkeligt på instrumentet. Faktisk ser de fleste af babyerne vældigt tilfredse ud og stråler om kap med deres mødre.

Kirsten Margrethe Bach er også sikker på, at babysalmesang skaber tilknytning mellem forælder og barn.

”Når man laver musik sammen med sit barn, er der hele tiden den tilknytningsdel, at barnet hører ens stemme, man har øjenkontakt, og barnet mærker og sanser alle de her ting. Der er en masse udviklingspotentiale for barnets tidlige udvikling i dét, vi laver her.”

Babysalmesang er for alle
Astrid Aveland er en af dem, som nyder at gå til babysalmesang. Hun er på barsel fra sit job som læge på Skejby Sygehus med sit tredje barn, Elida Marie.

”For det første nyder jeg frirummet, hvor vi kan få lov til bare at være os. Normalt er der supermeget smæk på derhjemme, hvor alle mulige forskellige behov skal dækkes, men den her halve time er det bare Elida Maries behov, som er i højsædet. Det er superdejligt.”

Det giver også rigtig god mening for Kirsten Margrethe Bach.

”Jeg tænker, at man tit oplever en ny sårbarhed og et meget stort ansvar ved pludselig at have ansvaret for et lille menneske og at nære så stor tilknytning og kærlighed til det.”

Derfor kan man som forælder godt have brug for sted at kunne gå hen med alle de store følelser.

”Og det er er noget af dét, som folkekirken kan. Vi har et rum, som er gearet til, at man må være i de her store følelser.”

Astrid Aveland synes også, at babysalmesang er godt til at skabe tilknytning mellem forælder og barn.

”Det er det rigtig godt til. Det er jo et fantastisk smukt og stemningsfyldt rum at være i, hvor der er mulighed for både det fysiske nærvær, men også en følelse af det åndelige nærvær. Jeg synes, det er et superdejligt rum at være i.”

Hun har tidligere gået til babysalmesang i en anden kirke med sit mellemste barn, og selv om hun ikke betegner sig selv ”troende som sådan”, så mener hun alligevel, at kirker kan noget helt specielt.

”Det er helt sikkert de store følelsers rum, hvor det er helt okay både at være helt ekstremt glad eller meget, meget ked af det,” siger Astrid Aveland, der ligner et bevis på, at babysalmesang er for alle. Som hun står dér i sine hullede jeans med påsyede blomster i alle mulige tænkelige farver med en efterhånden træt pige på armen, ligner hun mere en flippet hippie end en klassisk kirkegænger.

”Ingen af vores børn er blevet døbt. Vi har bare holdt sådan en lille ceremoni i vores have. Det er ikke fordi, at de ikke må blive døbt, men det synes jeg bare, at de selv skal tage stilling til.”

Selv om hun synes, at det ville være ”lidt for institutionaliseret” at tage i en kirke for at få sit barn døbt, så synes hun alligevel, at folkekirken med babysalmesang er lykkedes med at få fat i de helt små på en både uprætentiøs og nærværende måde. Og hun føler ikke, at hun på nogen måde bliver påduttet noget.

”Slet, slet ikke. Det er jo heller ikke en præst, der står for det, men en helt vildt dygtig og konservatorieuddannet sanger.”

Den paradoksale folkekirke

Af: Andreas Benjamin Schmidt

Den danske Folkekirke er ”vældig speciel på rigtig mange måder”, da den på den ene side er tæt forbundet med staten, men på den anden side også er en religiøs organisation, der er forbundet med hele den danske befolkning.

”Det er en interessant dobbelthed, at folkekirken ikke alene er stærkt økonomisk forbundet med staten, men også løser forskellige opgaver for staten som officiel personregistrerings- og begravelsesmyndighed i Danmark. Så folkekirken er lidt i et område mellem at være stat på den ene side og dermed del af det officielle Danmark, men på den anden side også at være en religiøs organisation.”

Sådan lyder det fra Ph.d. i religionssociologi og professor ved Afdeling for Religionsvidenskab på Aarhus Universitet, Lene Kühle, og det betyder ifølge hende, at rigtig mange danskere føler sig knyttet til folkekirken, selv om de egentlig ikke selv er religiøse eller aktivt kristne – men fordi de synes, at det er en del af at være dansker og leve i Danmark, at man har et eller andet forhold til folkekirken.

”Det har man jo også i den forstand, at det er folkekirken, der registrerer nyfødte, og at folk også bliver begravet i folkekirken. Så det er sådan set naturligt nok, men det er lidt usædvanligt religiøst set.”

Mindre krise end man skulle tro
Lene Kühle mener også, at det ”et eller andet sted er underligt”, hvis man tror, at folkekirken skulle være, som religiøse organisationer er flest.

”For så ville man også gå ud fra, at dens medlemmer gik i kirke og troede på de evangelisk-lutherske trosartikler og betegnede sig selv som religiøse. Men det gør de jo ikke, for de fleste danskere har ikke et særligt reflekteret forhold til, hvorfor de er medlem af folkekirken.”

At folk er medlemmer, handler ifølge Lene Kühle om nogle helt andre årsager.

”Det handler blandt andet om at tilhøre et nationalt fællesskab og at være tilfreds med det meget lille engagement, man har med folkekirken, men at man alligevel synes, at folkekirken leverer, når man har brug for det. Så kan det godt være, at man ikke får dét, som man typisk vil få i de fleste religioner, men det fungerer jo fint for folkekirken. Så på den måde er der måske mindre krise i folkekirken, end man umiddelbart kunne tro set udefra.”

Ikke kun traditionel højmesse
Men hvordan kan det være, at Danmark – som et af de mest sekulariserede lande i verden, hvor ikke mere end et par procent kommer til den traditionelle højmesse – alligevel har så relativt høj en medlemsprocent med europæisk topplacering? Det kan det ifølge professoren, fordi det slet ikke er dét, det handler om – hverken for medlemmerne eller for folkekirken.

”For medlemmerne handler det om jul, begravelser, konfirmationer og alle de her ting – ikke om at komme jævnligt i kirken. Og så har det været gældende teologi inden for folkekirken, at det ikke handler om, at folk skal komme meget i kirke, men om at man skal tage det kristne budskab til sig,” siger Lene Kühle.

Hvis man spørger biskop i Fyens Stift, Tine Lindhardt, er det da også en misforståelse, hvis man tror, at folkekirken kun udfolder sig ved den traditionelle højmesse om søndagen og på helligdage.

”Danskernes måde at være kristne på, er en anderledes måde, end hvis man udelukkende tænker på folkekirke og kristendom og tro som noget, der foregår søndag formiddag. De fleste danskere er kulturkristne og ved, at kirken er der, at man kan gå derhen, når man har brug for den og at man kommer der til livets og årets højtider. Og så er der også nogle, der kommer indimellem.”

Da Tine Lindhardt var blevet udnævnt som Biskop i Fyens Stift, bad hun præsterne i stiftet om et antal på, hvor mange som kom til de forskellige gudstjenester og kirkelige handlinger. Undersøgelsen viste, at der i Fyens Stift i 2015 var 400.000 medlemmer af folkekirken og 866.842 deltagere til forskellige former for gudstjenester og kirkelige handlinger.

”Hvis man antog, at det var unikke besøg, så ville hver fynbo altså have været i kirke to gange i løbet af et år. Men selvfølgelig dækker det over, at nogle kan have været der 100 gange og andre slet ingen.”

Troen skal gøres relevant
Ifølge Lene Kühle hører man ofte, at medlemstallet er kunstigt højt, fordi folk ikke aktivt melder sig ind.

”Det er ikke rigtigt. Man bliver kun medlem, hvis man bliver døbt. Men hvis forældre på et eller andet tidspunkt holder op med at døbe deres børn, så ser det skidt ud for folkekirken, for der er ikke særligt mange, som aktivt melder sig ind i folkekirken, selv om nogle også vælger det aktivt til i konfirmationsalderen.”

Den danske Folkekirke har ifølge biskop Tine Lindhardt en stor opgave foran sig, hvis der skal gøres noget ved de faldende medlems- og dåbstal.

”Vi skal blive ved med at fortælle om og gøre kristendommen og troen relevant. Og det skal ske ved at få gjort opmærksom på den relevans, som kristendommen har i menneskers liv i dag,” fortæller hun.

I en befolkningsundersøgelse om danskernes forhold til folkekirken lavet af Folkekirkens Videns- og Udviklingscenter sidste år, blev de lidt over 4.000 respondenter spurgt, hvorfor de var medlem af folkekirken. Her svarede en væsentlig del, at de var medlemmer, fordi deres forældre havde fået dem døbt. Derfor er dåb også et område, hvor folkekirken ifølge Tine Lindhardt har en stor opgave foran sig.

”Dåben er et område, hvor det er vigtigt for folkekirken at få sagt, hvorfor vi som kirke synes, det er betydningsfuldt, at man giver sine børn et tilhørsforhold eller et hjem, kan man sige. Måske især i denne tid, hvor mange bliver rodløse. Vi lever i den digitale verden, hvor det er vigtigt at være på hele tiden, og hvor vi skal være alle steder på én gang. Det bliver vi forvirrede og stressede over. Vi har brug for et rum og et sted, hvor vi kan være hjemme. Og det giver kirken og kristendommen os – et sted at høre hjemme.”

Binder det danske samfund sammen
At folkekirken har en særstilling i Danmark, er ifølge Lene Kühle indiskutabelt.

”Man har tit diskuteret, hvor langt vi skal ned i andelen af medlemmer i folkekirken, før det bliver problematisk. Måske er det okay, at folkekirken har nogle særlige rettigheder, når flertallet af befolkningen er medlemmer og tilfredse. Men hvor langt man skal ned, før man skal diskutere om det er okay?” spørger Lene Kühle, som dog er overbevist om, at folkekirken er med til at binde det danske samfund sammen på flere forskellige måder.

”Folkekirken ser sig forbundet med hele den danske befolkning, hvilket adskiller sig markant fra andre religiøse organisationer. Og i forhold til andre europæiske lande, som det giver mening at sammenligne med, adskiller folkekirken sig for det første med et meget højt medlemstal. For det andet synes folkekirken på en måde også, at den er folkekirke for muslimerne og alle mulige andre religiøse grupper i Danmark– og for dem, der ikke er religiøse. At man vil være til stede alle steder i Danmark og for alle typer af mennesker.”

Lene Kühle har blandt andet haft kontakt med Kristent-Muslimsk Samtaleforum, hvor folkekirken også forsøger at gøre en positiv forskel.

”Her ser folkekirken jo sig selv som havende en forpligtelse over for muslimer i Danmark og for at mødes med dem, og det siger de jo, at de gør for det danske samfunds skyld. Så folkekirken forsøger i hvert fald at være til nytte i samfundet, og det er jo også derfor, at folkekirken satser ret meget på blandt andet hospitalerne, fængslerne og militæret, hvor de kan mærke, at folk virkelig har brug for folkekirken. Folkekirkepræsterne vil på en måde gerne tale med alle og ikke kun dem, som er medlemmer. De spørger ikke folk, om de er medlem, men om de har lyst til at tale med dem, for de er selvfølgelig bekymrede for at presse sig på.”

Derfor mener Lene Kühle, at medlemsbegrebet er ret udvandet. 

”For det er sådan set nok, at man er en person, der bor i Danmark. I så fald vil folkekirken synes, at den har en forpligtelse eller interesse i deres person. Ikke nødvendigvis fordi folk skal blive medlem af folkekirken, men fordi de ser sig selv som forbundet med hele den danske befolkning.”