Babysalmesang er blevet kaldt folkekirkens største succes i nyere tid. I Århus Domkirke deltager Astrid Aveland med sin datter, selv om hun ikke ”er troende som sådan”.

Astrid Aveland er et bevis på, at babysalmesang er for alle. Datteren Elida Marie er ikke døbt.
Foto: Andreas Benjamin Schmidt.

Af: Andreas Benjamin Schmidt

Med 93 meter i længden er det landets længste kirke. Men selv om der er tomt på de endeløse rækker af kirkebænke fra hovedindgangen og op gennem Aarhus Domkirke, er det tydeligt at høre, at en gruppe meget unge kirkegængere har samlet sig nede bag alteret, hvor der er babysalmesang hver mandag og torsdag formiddag. Her mødes babyer og forældre på fire forskellige hold med plads til 12 babyer og lige så mange forældre på hvert hold – og holdene bliver hurtigt fyldt op, fortæller kirke- og kulturmedarbejder i Aarhus Domkirke, Kirsten Margrethe Bach.

”Holdene kører hele året rundt. Vi har opstart fire gange om året, og de er faktisk altid fulde. Så det er jo lige omkring 200 babyer, vi har til salmesang om året. Det er ikke fordi, at vi har en superlang venteliste, men de bliver fyldt, og så er der måske et par stykker, som lige venter til næste gang tre måneder senere eller prøver i en anden kirke. Det er noget, der findes i næsten alle kirker.”

Plads til alle
Babysalmesang er blevet kaldt folkekirkens største succes i nyere tid, og selv om aktiviteten blev mødt med en del skepsis i starten, er der ikke længere nogen, som griner af babysalmesang. I dag opfattes det som et helt almindeligt kulturtilbud, mener Kirsten Margrethe Bach.

”Det er som om, at lige præcis med babysalmesang er det lykkedes Folkekirken at komme ud over de fordomme og forestillinger, som vi jo tit løber ind i med dét, vi laver. Her er det blevet en helt almindelig ting at gå til, lige som man går til babysvømning og rytmik.”

Hun er cand.mag. i musikvidenskab og dansk og har derudover en bachelor i sang, musik og pædagogik fra musikkonservatoriet. Det er hende, som varetager torsdagsholdene med babysalmesang i Aarhus Domkirke, og hun oplever, at deltagerne er meget forskellige.

”Det er mit indtryk, at der både kommer troende og ikke-troende. Og det vil vi også meget gerne have – at der er plads til alle, og at alle ved, at man er velkommen uanset tilhørsforhold til kirken.”

I dag har 10 babyer og deres mødre taget plads på gulvet bag alteret, hvor der er lagt madrasser, tæpper og puder frem. At ligge på gulvet i en middelalderkirke fra 1200-tallet lyder umiddelbart som en kold fornøjelse – især nu, hvor det efter en ellers usædvanligt varm november er blevet vinter, den første sne er faldet, og temperaturen udenfor har lagt sig lige omkring frysepunktet. Men det lader til, at de stigende el- og varmepriser er glemt for en stund, for der er ikke koldt på gulvet i den gamle domkirke. Der er skruet godt op for varmen, for kirkerummet skal være rart at komme i for landets alleryngste kirkegængere.

Tilknytning mellem forælder og barn
Inden de går i gang med babysalmesangen, skal det lige sikres, at alle babyer har en tør ble og er blevet tanket op med mælk og mos, mens mødrene kan forsyne sig med friskt brød, kaffe eller te. Listende på strømpefødder, småsludrende med en kop kaffe i den ene hånd og en baby på armen, indfinder gruppen af mødre og børn sig lidt efter lidt på gulvet.

Med et slag på sin triangel, frembringer Kirsten Margrethe Bach en krystalklar og klingende lyd, der bliver hængende i luften og indikerer, at nu starter babysalmesangen.

Det er mildest talt forbløffende, at så mange babyer kan være så stille. De er tydeligt betagede af den smukke sang, de sjove instrumenter og de fagter, som Kirsten Margrethe Bach tryllebinder sit helt unge publikum med.

En enkelt baby synes, at korlederens instrument er så spændende, at hun med imponerende hurtighed formår at kravle helt tæt på trianglen for at undersøge den nærmere, men det er vist ikke meningen, at trianglen skal skifte hænder lige nu. Hendes mor løfter derfor den lille pige ganske blidt tilbage på det tæppe, hvor hun kort forinden befandt sig. Det varer dog ikke mere end ti sekunder, før hun igen sidder ganske få centimeter foran trianglen og atter stirrer lige dele forundret og lykkeligt på instrumentet. Faktisk ser de fleste af babyerne vældigt tilfredse ud og stråler om kap med deres mødre.

Kirsten Margrethe Bach er også sikker på, at babysalmesang skaber tilknytning mellem forælder og barn.

”Når man laver musik sammen med sit barn, er der hele tiden den tilknytningsdel, at barnet hører ens stemme, man har øjenkontakt, og barnet mærker og sanser alle de her ting. Der er en masse udviklingspotentiale for barnets tidlige udvikling i dét, vi laver her.”

Babysalmesang er for alle
Astrid Aveland er en af dem, som nyder at gå til babysalmesang. Hun er på barsel fra sit job som læge på Skejby Sygehus med sit tredje barn, Elida Marie.

”For det første nyder jeg frirummet, hvor vi kan få lov til bare at være os. Normalt er der supermeget smæk på derhjemme, hvor alle mulige forskellige behov skal dækkes, men den her halve time er det bare Elida Maries behov, som er i højsædet. Det er superdejligt.”

Det giver også rigtig god mening for Kirsten Margrethe Bach.

”Jeg tænker, at man tit oplever en ny sårbarhed og et meget stort ansvar ved pludselig at have ansvaret for et lille menneske og at nære så stor tilknytning og kærlighed til det.”

Derfor kan man som forælder godt have brug for sted at kunne gå hen med alle de store følelser.

”Og det er er noget af dét, som folkekirken kan. Vi har et rum, som er gearet til, at man må være i de her store følelser.”

Astrid Aveland synes også, at babysalmesang er godt til at skabe tilknytning mellem forælder og barn.

”Det er det rigtig godt til. Det er jo et fantastisk smukt og stemningsfyldt rum at være i, hvor der er mulighed for både det fysiske nærvær, men også en følelse af det åndelige nærvær. Jeg synes, det er et superdejligt rum at være i.”

Hun har tidligere gået til babysalmesang i en anden kirke med sit mellemste barn, og selv om hun ikke betegner sig selv ”troende som sådan”, så mener hun alligevel, at kirker kan noget helt specielt.

”Det er helt sikkert de store følelsers rum, hvor det er helt okay både at være helt ekstremt glad eller meget, meget ked af det,” siger Astrid Aveland, der ligner et bevis på, at babysalmesang er for alle. Som hun står dér i sine hullede jeans med påsyede blomster i alle mulige tænkelige farver med en efterhånden træt pige på armen, ligner hun mere en flippet hippie end en klassisk kirkegænger.

”Ingen af vores børn er blevet døbt. Vi har bare holdt sådan en lille ceremoni i vores have. Det er ikke fordi, at de ikke må blive døbt, men det synes jeg bare, at de selv skal tage stilling til.”

Selv om hun synes, at det ville være ”lidt for institutionaliseret” at tage i en kirke for at få sit barn døbt, så synes hun alligevel, at folkekirken med babysalmesang er lykkedes med at få fat i de helt små på en både uprætentiøs og nærværende måde. Og hun føler ikke, at hun på nogen måde bliver påduttet noget.

”Slet, slet ikke. Det er jo heller ikke en præst, der står for det, men en helt vildt dygtig og konservatorieuddannet sanger.”