Af: Andreas Benjamin Schmidt
Der fortælles mange historier om medlemsflugt fra en blødende folkekirke. Men medlemstallene for etniske danskere er blandt de højeste i Europa, og Den danske Folkekirke anses som både omstillingsparat og rummelig. Ifølge forsker er der mindre krise i folkekirken, end man umiddelbart kunne tro – men der findes bestemt også arge modstandere.
Det er et faktum, at der gennem mange år har været en lille, men nogenlunde konstant nedgang i medlemsprocenten i den danske folkekirke. 1. januar 2022 var 73,2 % af hele befolkningen i Danmark medlem, mens tallet i 1990 var 89,3 %.
Nedgangen er åbenlys, hvis man udelukkende måler på, hvor stor en andel af den samlede befolkning, der er medlem af folkekirken. En sådan måling kan dog også være med til at skabe et unuanceret billede. For størstedelen af medlemstabet i folkekirken kan tilskrives den demografiske udvikling, og Den danske Folkekirke har netop oplevet det laveste antal udmeldinger i 15 år, viser nye tal fra Danmarks Statistik (DST).
Danmarks befolkning er siden 1990 vokset med over trekvart millioner, hvilket hovedsageligt tilskrives indvandrere og efterkommere, som står for 85 % af den samlede befolkningstilvækst i perioden. I 1990 udgjorde andelen af indvandrere og deres efterkommere kun 4 % af befolkningen, mens andelen i 2022 er vokset til 14 %. Heri ligger en ofte overset, men afgørende pointe.
Blandt indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, som er den befolkningsgruppe, der siden 1990 har haft den største stigning i befolkningstallet, er andelen af medlemmer i folkekirken på blot 3 %, men når det gælder personer af etnisk dansk herkomst, er tallet hele 85 % – og det kan ifølge tal fra Swiss Metadatabase of Religious Affiliation in Europe kaldes europæisk rekord. Tallene bekræftes også af Ph.d. i religionssociologi og Professor ved Afdeling for Religionsvidenskab på Aarhus Universitet, Lene Kühle.
”Det kan i hvert fald blive svært at modbevise. Der findes ikke nogen særligt tjekkede opgørelser, og selv om de også oplever høj tilslutning i Finland, hvor det for øvrigt også går nedad med medlemstallet, så er der ingen tvivl om, at tilslutningen i Danmark er usædvanligt høj.”
En dobbeltdemografisk udvikling
Ifølge religionssociolog Peter Luchaü skal faldet i medlemstallet blandt andet ses som et udtryk for, at Danmark har fået et mere komplekst religiøst landskab som følge af indvandring, men han mener dog ikke, at faldet kan forklares med indvandringen alene.
”Det er klart, at der er en dobbeltdemografisk udvikling. For det første er der dét med befolkningstallet, men tager man ikke-etniske danskere ud af regnestykket, vil man stadig se et reelt fald, for der dør simpelthen flere ud af folkekirken, end der bliver døbt ind i den,” forklarer han og uddyber:
”Der bliver hele tiden færre etniske danskere, fordi vi får færre børn. For det andet er der en diskrepans imellem de årgange, som dør nu, hvor tæt på 100 % var medlemmer af folkekirken, og nutidens årgange, hvor kun 60 % bliver medlemmer – hvis det da overhovedet er så meget”, siger han.
Som det ser ud i dag, er cirka 90 % af de danskere, der dør, medlemmer af folkekirken, mens andelen af nyfødte, der bliver døbt – og dermed medlemmer af folkekirken – er helt nede på 52 %, viser de seneste tal fra Folkekirkens Videns- og Udviklingscenter. Dåbsprocenten har altså været i frit fald siden 1990, hvor otte ud af ti nyfødte blev døbt, mens det i dag kun gælder godt hver anden.
Solid uvidenhed og politisk interesse
Der har længe været en nogenlunde konstant nedgang i medlemstallet i Folkekirken, men ser man bort fra tilslutningen blandt indvandrere, som af religiøse årsager oftest hverken er eller bliver medlem af folkekirken, og i stedet alene ser på etniske danskere, er tilslutningen bemærkelsesværdigt stor.
85 % af de etniske danskere er fortsat medlem af folkekirken, og selv om en faldende dåbsprocent på sigt truer med at få medlemstallet til at falde yderligere, findes der stadig 228 sogne ud i alt 2.158, hvor medlemsprocenten er på mindst 89,3 % – det samme som landsgennemsnittet i 1990.
Medlemsprocent blandt etniske danskere i folkekirkens 102 provstier. Provstierne omfatter i gennemsnit ca. 20 sogne. Kilde: Kirkeministeriet og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
Der er således stor forskel fra sogn til sogn og mellem land og by. I Tingbjerg sogn i Københavns Kommune er kun 14 % medlemmer af folkekirken, mens tallet på Mandø i Esbjerg Kommune – hvor der godt nok også kun bor omtrent 40 mennesker – er på 100 %. At historier om medlemsflugt alligevel fylder i mediebilledet, er der ifølge religionssociolog Peter Luchaü flere grunde til.
”Det er en god blanding af solid uvidenhed og politisk interesse. For det første er der intet så motiverende som en god undergangshistorie. For det andet, så forstår man helt fundamentalt ikke tallene. Det er jo ikke noget, som man har gidet at forske i, og man har heller ikke villet snakke om, hvad tallene egentlig betyder og står for,” siger han.
Karen Marie Sø Leth-Nissen er vidensmedarbejder i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV), og hun kan næppe klandres for, at hun ikke har gidet at forske i, hvad tallene betyder og står for. De seneste to år har hun således været med til at foretage to omfattende undersøgelser af befolkningens forhold til folkekirken.
Hun fortæller, at der er flere forskellige grunde til, at så relativt stor en del af befolkningen fortsat er medlem af folkekirken. I en stor spørgeskemaundersøgelse med mere end 4.000 forskellige respondenter spurgte FUV blandt andet om de årsager, som lå til grund for de adspurgtes medlemskab af folkekirken. De havde ti forskellige grunde som svarmuligheder og måtte vælge så mange, de ville.
”De valgte ikke kun én, men i gennemsnit fire-fem gode grunde til at være medlem, og det sikrer et mere stabilt medlemskab. De finder især mening i medlemskabet på grund af deres tilhørsforhold til familien, nationen, kristendommen og samfundsstrukturen – fire kollektive identiteter, der er vævet sammen med medlemskabet, og som rammesætter livet. For mange handler det også om at føle sig dansk, og at man synes, at det er dejligt at komme til ritualer i folkekirken. Hvis først man er døbt ind i folkekirken som spæd, bliver man oftest hængende, til man dør. Det er det mønster, vi har set indtil nu. Men vi kan ikke vide, hvordan det kommer til at udvikle sig i de kommende årtier.”
Bemærkelsesværdigt stabilt medlemstal
Det er ikke kun i Danmark, at medlemstallet falder i de store statslige kirker. Men sammenlignet med resten af Europa har Den danske Folkekirke et bemærkelsesværdigt stabilt medlemstal, og der er ikke mange andre lande, som kan prale af en lige så stor tilslutning som i Danmark. At sekulariseringen stiger og religion forsvinder, er ifølge Karen Marie Sø Leth-Nissen en fortælling, som fylder i det meste af den vestlige verden.
”Men der er også flere og flere forskere, der begynder at sige: jamen, det er altså mere komplekst end som så. Nogle typer af religion forsvinder, nogle typer af religion stiger. Religion, der for eksempel er organiseret i store kirkesamfund, forsvinder, mens en form for mere individualiseret religion – fx det, vi kalder spiritualitet – stiger. Men i Danmark og i Norden har vi stadig en stor tilslutning til de store gamle folkekirker og statskirker,” siger hun og fortsætter.
”Det hænger uløseligt sammen med, at folkekirken og de andre store nordiske trossamfund både er trossamfund og kulturinstitutioner. De er tæt sammenvævet med stat og lokalsamfund. For eksempel er folkekirken jo ikke bare til stede geografisk igennem sognestrukturen i hele landet og ved at være den instans, der forvalter folkeregistre. Folkekirken er også til stede i en række andre institutioner på tværs af samfundet: universiteter, fængsler, hospitaler og forsvar. Folkekirken er simpelthen vævet sammen med stat og samfund på alle mulige forskellige måder. Jeg er ikke så bekymret for folkekirken, for folkekirken har vist sig at være utroligt god til at tilpasse sig individualiseringen.”