Folkekirkens økonomi drives i langt overvejende grad af kirkeskatten, men den danske stat bevilger også årligt trekvart milliarder kroner, hvilket kan anses som problematisk.

Af: Andreas Benjamin Schmidt

Sidsel Kjems er Ph.d. i adfærdsøkonomi og har med tyve års erfaring fra blandt andet Finansministeriet og Københavns Kommune indgående kendskab til den offentlige sektor, lovgivningsprocesser, finanslovsudarbejdelse og politisk betjening. Mens hun var ansat i Finansministeriet undrede hun sig over, at bevillingerne fra staten til folkekirken umiddelbart ikke var til diskussion. Det gjorde hende interesseret i at dykke ned i folkekirkens økonomi, som hun i 2013 lavede en Ph.d.-afhandling om.

”Man valgte af historiske årsager, at en del af præsternes lønninger og pensioner skal betales direkte af staten, men jeg har aldrig fundet frem til en lovtekst, som forklarer hvorfor, man valgte det. Man kunne egentlig bare have bestemt, at det hele skulle betales af kirkeskatten.”

At kirkeskatten alligevel blev indført, tolker Sidsel Kjems som en pragmatisk løsning på, at folkekirken manglede penge i årene efter 1. verdenskrig.

”Kirken var igen en forholdsvis fattig organisation i 1940erne og 50erne, og noget skulle gøres, mente den daværende kirkeminister. Derfor valgte man at lave en delvis finansiering af præsternes lønninger over finansloven. Måske var det simpelthen fordi, at så stor en del af befolkningen var medlem af folkekirken dengang, at man ikke overvejede om det var problematisk at betale præsternes lønninger over finansloven.”

I dagens Danmark kan kirkeskatten til gengæld anses som en problematisk størrelse.

”Det er et helt emne i sig selv, at man uddelegerer en beskatningsret til en organisation, som på en og samme tid er offentlig og privat. Man kan ikke sige entydigt, om folkekirken er offentlig eller privat, for den er begge dele og falder ligesom uden for kategori. Staten betaler i omegnen af 800 mio. kr. om året, men hvad er det så for nogle opgaver, som folkekirken løser for samfundet? Det er jo et kæmpe spørgsmål i sig selv, men hvis nu folkekirken ikke fandtes, så ville det være opgaver, man alligevel skulle løse. Uanset hvis folkekirken ikke fandtes, så ville man nok vedligeholde de gamle kirker, fordi der er tale om bygninger, der er meget gamle i dansk henseende. Men hvad koster de at vedligeholde om året, når vi taler kulturarv, det kan jeg ikke svare klart på, fordi det har folkekirken ikke selv opgjort.”

Registrering via NemID
Sidsel Kjems mener heller ikke, at statstilskuddet kan retfærdiggøres af, at folkekirken også løser forskellige opgaver for staten, blandt andet som officiel begravelses- og personregistreringsmyndighed.

Kirkeministeriet har tidligere oplyst, at sidstnævnte udgør en værdi af omkring 100 millioner kroner, når man omregnede det til arbejdstimer.

”Spørgsmålet er, om det er rigtigt stadigvæk. Det er ikke så mange år siden, at de lavede den opgørelse, men man kan alligevel godt tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved, om man i dag ville opretholde et system, hvor alle nyfødte børn skal indregistreres via folkekirken, uanset om man er muslim eller ateist eller andet. Hvis det foregik igennem kommunerne, ville man muligvis gøre det lidt anderledes. Nu om dage kunne det jo godt være noget, som man simpelthen bare bad forældrene om at skrive ind via NemID. Så at det koster 100 millioner kroner, er både rigtigt og ikke rigtigt, for man ville givetvis ikke gøre det så manuelt, hvis personregistreringen lå et andet sted end i folkekirken.”