Af: Andreas Benjamin Schmidt

Den danske Folkekirke er ”vældig speciel på rigtig mange måder”, da den på den ene side er tæt forbundet med staten, men på den anden side også er en religiøs organisation, der er forbundet med hele den danske befolkning.

”Det er en interessant dobbelthed, at folkekirken ikke alene er stærkt økonomisk forbundet med staten, men også løser forskellige opgaver for staten som officiel personregistrerings- og begravelsesmyndighed i Danmark. Så folkekirken er lidt i et område mellem at være stat på den ene side og dermed del af det officielle Danmark, men på den anden side også at være en religiøs organisation.”

Sådan lyder det fra Ph.d. i religionssociologi og professor ved Afdeling for Religionsvidenskab på Aarhus Universitet, Lene Kühle, og det betyder ifølge hende, at rigtig mange danskere føler sig knyttet til folkekirken, selv om de egentlig ikke selv er religiøse eller aktivt kristne – men fordi de synes, at det er en del af at være dansker og leve i Danmark, at man har et eller andet forhold til folkekirken.

”Det har man jo også i den forstand, at det er folkekirken, der registrerer nyfødte, og at folk også bliver begravet i folkekirken. Så det er sådan set naturligt nok, men det er lidt usædvanligt religiøst set.”

Mindre krise end man skulle tro
Lene Kühle mener også, at det ”et eller andet sted er underligt”, hvis man tror, at folkekirken skulle være, som religiøse organisationer er flest.

”For så ville man også gå ud fra, at dens medlemmer gik i kirke og troede på de evangelisk-lutherske trosartikler og betegnede sig selv som religiøse. Men det gør de jo ikke, for de fleste danskere har ikke et særligt reflekteret forhold til, hvorfor de er medlem af folkekirken.”

At folk er medlemmer, handler ifølge Lene Kühle om nogle helt andre årsager.

”Det handler blandt andet om at tilhøre et nationalt fællesskab og at være tilfreds med det meget lille engagement, man har med folkekirken, men at man alligevel synes, at folkekirken leverer, når man har brug for det. Så kan det godt være, at man ikke får dét, som man typisk vil få i de fleste religioner, men det fungerer jo fint for folkekirken. Så på den måde er der måske mindre krise i folkekirken, end man umiddelbart kunne tro set udefra.”

Ikke kun traditionel højmesse
Men hvordan kan det være, at Danmark – som et af de mest sekulariserede lande i verden, hvor ikke mere end et par procent kommer til den traditionelle højmesse – alligevel har så relativt høj en medlemsprocent med europæisk topplacering? Det kan det ifølge professoren, fordi det slet ikke er dét, det handler om – hverken for medlemmerne eller for folkekirken.

”For medlemmerne handler det om jul, begravelser, konfirmationer og alle de her ting – ikke om at komme jævnligt i kirken. Og så har det været gældende teologi inden for folkekirken, at det ikke handler om, at folk skal komme meget i kirke, men om at man skal tage det kristne budskab til sig,” siger Lene Kühle.

Hvis man spørger biskop i Fyens Stift, Tine Lindhardt, er det da også en misforståelse, hvis man tror, at folkekirken kun udfolder sig ved den traditionelle højmesse om søndagen og på helligdage.

”Danskernes måde at være kristne på, er en anderledes måde, end hvis man udelukkende tænker på folkekirke og kristendom og tro som noget, der foregår søndag formiddag. De fleste danskere er kulturkristne og ved, at kirken er der, at man kan gå derhen, når man har brug for den og at man kommer der til livets og årets højtider. Og så er der også nogle, der kommer indimellem.”

Da Tine Lindhardt var blevet udnævnt som Biskop i Fyens Stift, bad hun præsterne i stiftet om et antal på, hvor mange som kom til de forskellige gudstjenester og kirkelige handlinger. Undersøgelsen viste, at der i Fyens Stift i 2015 var 400.000 medlemmer af folkekirken og 866.842 deltagere til forskellige former for gudstjenester og kirkelige handlinger.

”Hvis man antog, at det var unikke besøg, så ville hver fynbo altså have været i kirke to gange i løbet af et år. Men selvfølgelig dækker det over, at nogle kan have været der 100 gange og andre slet ingen.”

Troen skal gøres relevant
Ifølge Lene Kühle hører man ofte, at medlemstallet er kunstigt højt, fordi folk ikke aktivt melder sig ind.

”Det er ikke rigtigt. Man bliver kun medlem, hvis man bliver døbt. Men hvis forældre på et eller andet tidspunkt holder op med at døbe deres børn, så ser det skidt ud for folkekirken, for der er ikke særligt mange, som aktivt melder sig ind i folkekirken, selv om nogle også vælger det aktivt til i konfirmationsalderen.”

Den danske Folkekirke har ifølge biskop Tine Lindhardt en stor opgave foran sig, hvis der skal gøres noget ved de faldende medlems- og dåbstal.

”Vi skal blive ved med at fortælle om og gøre kristendommen og troen relevant. Og det skal ske ved at få gjort opmærksom på den relevans, som kristendommen har i menneskers liv i dag,” fortæller hun.

I en befolkningsundersøgelse om danskernes forhold til folkekirken lavet af Folkekirkens Videns- og Udviklingscenter sidste år, blev de lidt over 4.000 respondenter spurgt, hvorfor de var medlem af folkekirken. Her svarede en væsentlig del, at de var medlemmer, fordi deres forældre havde fået dem døbt. Derfor er dåb også et område, hvor folkekirken ifølge Tine Lindhardt har en stor opgave foran sig.

”Dåben er et område, hvor det er vigtigt for folkekirken at få sagt, hvorfor vi som kirke synes, det er betydningsfuldt, at man giver sine børn et tilhørsforhold eller et hjem, kan man sige. Måske især i denne tid, hvor mange bliver rodløse. Vi lever i den digitale verden, hvor det er vigtigt at være på hele tiden, og hvor vi skal være alle steder på én gang. Det bliver vi forvirrede og stressede over. Vi har brug for et rum og et sted, hvor vi kan være hjemme. Og det giver kirken og kristendommen os – et sted at høre hjemme.”

Binder det danske samfund sammen
At folkekirken har en særstilling i Danmark, er ifølge Lene Kühle indiskutabelt.

”Man har tit diskuteret, hvor langt vi skal ned i andelen af medlemmer i folkekirken, før det bliver problematisk. Måske er det okay, at folkekirken har nogle særlige rettigheder, når flertallet af befolkningen er medlemmer og tilfredse. Men hvor langt man skal ned, før man skal diskutere om det er okay?” spørger Lene Kühle, som dog er overbevist om, at folkekirken er med til at binde det danske samfund sammen på flere forskellige måder.

”Folkekirken ser sig forbundet med hele den danske befolkning, hvilket adskiller sig markant fra andre religiøse organisationer. Og i forhold til andre europæiske lande, som det giver mening at sammenligne med, adskiller folkekirken sig for det første med et meget højt medlemstal. For det andet synes folkekirken på en måde også, at den er folkekirke for muslimerne og alle mulige andre religiøse grupper i Danmark– og for dem, der ikke er religiøse. At man vil være til stede alle steder i Danmark og for alle typer af mennesker.”

Lene Kühle har blandt andet haft kontakt med Kristent-Muslimsk Samtaleforum, hvor folkekirken også forsøger at gøre en positiv forskel.

”Her ser folkekirken jo sig selv som havende en forpligtelse over for muslimer i Danmark og for at mødes med dem, og det siger de jo, at de gør for det danske samfunds skyld. Så folkekirken forsøger i hvert fald at være til nytte i samfundet, og det er jo også derfor, at folkekirken satser ret meget på blandt andet hospitalerne, fængslerne og militæret, hvor de kan mærke, at folk virkelig har brug for folkekirken. Folkekirkepræsterne vil på en måde gerne tale med alle og ikke kun dem, som er medlemmer. De spørger ikke folk, om de er medlem, men om de har lyst til at tale med dem, for de er selvfølgelig bekymrede for at presse sig på.”

Derfor mener Lene Kühle, at medlemsbegrebet er ret udvandet. 

”For det er sådan set nok, at man er en person, der bor i Danmark. I så fald vil folkekirken synes, at den har en forpligtelse eller interesse i deres person. Ikke nødvendigvis fordi folk skal blive medlem af folkekirken, men fordi de ser sig selv som forbundet med hele den danske befolkning.”